De 25 personer burde jo nok have en anden slags hjælp. Men jeg har ikke gode forslag
BarEnvironmental8668 on
62 procent af 500.000 opkald. Det er vildt
Edit. Rettet tal. Enten har jeg læst forkert ellers er tallet opdateret
Particular-Army-6967 on
“kun en brøkdel af opkaldene bliver besvaret..” Gud det må være tragisk at være akut selvmordstruet, og søger hjælp fra et anden menneske omgående og de ikke tager telefonen. Hvert år begår 500-600 personer selvmord i Danmark. Trist hvis nogen af dem kunne være reddet, hvis de kunne komme i kontakt med nogen.
Pawn1990 on
Stakkels mennesker
dansk-reddit-er-lort on
BørneTelefonen har et lignende problem.
133DK on
Så 25 personer har over en 2,5 årig periode ringet til livslinjen 40,7 gange om dagen i gennemsnit
Det er sgu vildt
Måske man burde få dem en anden anden form for hjælp
Edit: læste det som halvanden million opkald, ikke en halv, tallet skal lige divideres med yderligere 3 – stadig vildt imo
MiniMaelk04 on
Jeg har (sandsynligvis) mødt en af dem. Meget underligt. Vedkommende brugte bare Livslinien som en måde at have nogen at snakke med. Vedkommende var kognitivt heller ikke helt ligesom os andre, men jeg undrede mig godt nok, da jeg hørte det. Mange opkald, hver eneste dag. Så mange, at når telefonen blev væk, så var det en mindre krise, fordi så kunne man jo ikke ringe til Livslinien.
SadOkapi on
Jeg havde et forsøg som sendte mig på hospitalet. Før det havde jeg prøvet mange gange at komme igennem.
MyRoomAteMyRoomMate on
Hvis min hurtige udregning er korrekt, har hver af de 25 personer ringet knap 14 gange om dagen.
Big-Today6819 on
De 25 mennesker skulle selvfølgelig have en anden hjælp, de ringer fordi de har et vigtigt behov, de skal sendes et andet sted hen hvor de kan få den mere hjælp de har behov for, det her er en fejl i systemet, ikke en fejl af de 25.
SamboTheGr8 on
Jeg kender to der har ringet til den linje uden af få svar. Jeg ved ikke hvordan den service fungerer, men sådan noget kan komme til at koste liv en dag
dkclimber on
Blå blok læser det her “Det går ikke, vi må skære i psykiatriens budget”
Worsaae on
> Måske bør man begrænse brugere af Livslinien, der optager stor del af kapaciteten, siger direktør.
Jeg er med på, at Livslinjen har begrænsede ressourcer og i forvejen kun har mulighed for at besvære meget få af de samlede opkald – det viser tråden her også – men kan det *virkelig* være en seriøs løsningsmodel at *udelukke*, hvad jeg formoder er suicidale eller meget syge personer, fra overhovedet at opsøge den hjælp Livslinjen kan stille til rådighed?
Hvis man har en idé om hvem de her 25 mennesker er, så burde det måske være en idé ar finde ud af hvordan de kan få noget mere brugbar hjælp fremfor at skabe præcedens for direkte udelukkelse af personer som tilsyneladende har enormt stor brug for hjælp.
BigIntroduction1725 on
Det er desværre uprofessionelle samtaler hos Livslinjen. Både i vurderingen af hvilken hjælp den enkelte borger har og i kvaliteten af selve samtalen.
Independent_Age5363 on
Fordi psykiatrien sejler. Der er ikke ressourcer til den der har brug for hjælp, så de får at vide de bare skal ringe til Livslinien.
Party-Welder-3810 on
De får tydeligvis ikke den hjælp de har brug for
eurocomments247 on
Det er da godt at der ikke er 1000 personer der har det som de har det. 25 personer kan vi nok godt håndtere her i Danmark.
tirgond on
Kan man ikke lave en daglig screening.
Fx John ringer 20’gange om dagen fra samme nummer.
Så når John ringer første gang om tirsdagen så tager man den, og hvis man så kan høre John bare vil hyggesnakke så siger man “John du tager tiden fra andre, jeg lægger på og du skal ikke ringe igen” og så er han udelukket indtil næste dag.
Eller det gør man måske. Jeg tænker udelukning bør komme på tale. Det kan ikke passe 2/3 af tiden går til nogle få mennesker.
zypofaeser on
Kan man blokere de numre og så komme videre?
Richard_horsemonger on
Måske en kynisk betragtning, men kunne en løsning ikke være, at give nogen af disse personer en virtuel ven, de kunne ringe til? Om de skulle fortælles, at det ikke er en “rigtig” ven, der er i røret, er også et spørgsmål. Måske AI’en kunne virke som “omstilling” mellem de, som ringer ind?
Able-Internal-3114 on
Er livslinjen ikke et fondsbaseret foretagende stadig og ikke offentligt?
scubahana on
Jeg har kigget ind i kravene for at kunne tage opkalde til Livslinien, men de forventer faglig baggrund.
“Vi forventer, at du har en relevant faglig baggrund og/eller erhvervserfaring, der giver dig et godt
grundlag for at kunne rådgive mennesker i krise, selvmordstruede samt deres pårørende og efterladte.
Størstedelen af Livsliniens frivillige har en baggrund inden for det social- og sundhedsfaglige og
humanistiske område eller fra arbejde med ledelse og/eller HR.”
Og:
“Vi forventer, at du
• At du som udgangspunkt er minimum halvvejs på en mellemlang eller lang videregående
uddannelse eller har afsluttet en sådan.”
Jeg forstår 100% hvorfor det står sådan, men det udelukker også flere som har lyst til at hjælpe og har hjernen/hjertet at gøre det. Jeg selv har ikke en mellemlang eller lang videregående uddannelse i gang eller afsluttet pga min AuDHD, men jeg ved også at jeg er mere end kompetent at kunne udføre opgaven.
🤷🏻♀️
djec on
Man skulle lave en LLM som groks tale som de kunne sidde og tale med.
No_Tax6916 on
Alle goder der er afhængige af brugernes gode vilje, vil blive misbrugt.
Det er lige før, de kunne sætte hver af dem til at tale med hver person, og så give de frivillige plads til at tale med folk, der har behov for det.
Mysterious-Push909 on
OBS: denne her fortælling ender godt, men pas på dig selv:
Jeg kunne ikke komme igennem engang.
Kroniske smerter, fejldiagnosticeret PTSD og lav indkomst havde kørt mig i sænk, og jeg havde lige fået at vid at min indkomst ville komme ned under fem cifre og at min husleje på min kommunalt tilkendte lejlighed efter tredje gangs hjemløshed ville stige med halvandet tusind.
Hang i røret i et stykke tid, på højtaler fordi jeg ikke turde stoppe med at holde fast i et eller andet, og så blev jeg til sidst smidt af linjen.
Dut-dut-dut- stilhed.
Jeg kan faktisk ikke beskrive hvordan det føltes.
Underligt, i hvert fald. Ensomt på en helt ny måde. Måske bare tomt.
Jeg tror måske jeg skreg. Det var jo ikke fordi jeg troede på at jeg havde lyst til at dø. Det var bare at det meste af mig var fast besluttet på det. Jeg ringede til en tidligere ven som var psykolog. Jeg ved ikke helt hvorfor hende, måske fordi jeg tænkte hun kunne håndtere det. Hun betalte en taxa til den psykiatrisk skadestue for mig, hvor jeg sad alene i et venteværelse i fire timer. Jeg tror jeg opbrugte et par års disciplin på at blive siddende der. Da jeg blev tilset kom jeg på den lukkede hvor jeg blev givet så meget nervemedicin at jeg sov i et døgn.
Jeg vågnede efter al dagens mad var væk, desorienteret og stadig så ude af den ||at jeg straks gav mig til at flå i mig selv og kaste mig mod væggen.|| jeg håber det et sådan man censurerer ligegyldige detaljer.
En hjemmeværnet-type kom ind og sagde, at hvis jeg ikke kunne opføre mig ordentligt kunne jeg blive sendt hjem til mig selv.
Han stod der i power stance med foldede arme og så ned på mig. Buzzet hår og en brystkasse som en tønde, fuldstændig overbevist om vigtigheden af sit job. Jeg lå blødende på gulvet og det meste af mig overvejede om han ville sparke mig hvis jeg bed ham i anklen. Men jeg ville jo netop ikke dø. Og han truede med at lade mig begå selvmord hvis jeg ikke stoppede med at forsøge at begå selvmord på stedet hvor de behandler folk for selvmordstrang.
Jeg gik ind og sad i tv-stuen. De så sorte kugler, og jeg kunne ikke stoppe med at grine hysterisk da hovedpersonen vinder good karma på at begå selvmord (så vidt jeg husker). Det hele var så bizart at jeg tror det var det, der reddede mig.
De gav mig nervepiller igen. Jeg kan ikke huske hvor længe der gik før jeg spiste, men jeg ved at det var en tør hummus sandwich på hvidt brød og et glas for stærk sukkerfri sportsdrik. Leveret vredt af noget personale der udtrykke irritation over at jeg ikke kom til måltiderne.
Jeg var der i en uge, og det blev kun mere bizart. Jeg har sådan lyst til at dele det, for jeg ville ønske der var mere perspektiv på “debatten” om psykiatrien. Men hvem gider læse en novelle om det?
Jeg fik ingen hjælp. Virkelig; ingen. Men jeg fik perspektiv. Det system der skulle gribe mig kunne ikke. Altså måtte jeg falde eller gribe mig selv. Jeg er stadig så udbrændt af processen at min mavesæk begynder at æde sig selv så snart jeg skal én ting med systemet, men jeg greb mig selv. Jeg stoppede helt med at forvente hjælp, og besluttede derfra om jeg skulle leve eller ej, én gang for alle, no take backsies.
Et selv splittet ud i små frakturer af alt for mange traumer, overbebyrdet af lortelivssyndrom, og boende i en krop der gør mere ondt end rimeligt er.
Underligt nok var det selvmedlidenhed der reddede mig. Det er normalt et negativt ord, men jeg havde ikke haft nogen før, og det førte til selvomsorg, og så pludselig til noget der mindede om selvrespekt, og en meget lille og bogstavelig form for selvtillid. Tilliden til at jeg mente mig selv det godt.
Hvis I aldrig har oplevet at vågne op efter et helt livs dissocieret trance, så glæd jer til at prøve det. Fuck et trip. Jeg troede helt ærligt jeg var Jesus i et kort øjeblik. Så blev jeg en lille smule irriteret over at forstå at det er sådan “normale” mennesker har det hele tiden. I aner ikke hvor mange ressourcer I sidder på hvis I har adgang til hele jeres grundlæggende selv hele tiden, lol.
Så fik jeg lidt ondt af jer for det. Og jeg har stadig ondt af folk der er så langt væk at det eneste de kan finde på er at ringe til nummeret på det skilt der lover “vi er her for dig”
Ansæt mere personale, og giv dem en ordentlig høj løn. De er fucking helte for at sidde der og (formodentlig) gøre mere for den enkelte end adskillige ansatte på en gængs psykiatrisk afdeling. Kunne du lytte til folk der har det sådan der, som dit daglige job?
yell42 on
Vi må lave en chatbot til dem.
Denne type personer må være ekstremt drænende at tale med, og at det er virkeligt svært for de frivillige (eller evt professionelle) at bevare et engagement.
En chatbot vil formentligt kunne stimulere, trøste og give simple opmuntringer/råd/vejledninger end et menneske kan. I hvert fald når det drejer sig om vedholdenhed og tålmodighed.
26 Comments
De 25 personer burde jo nok have en anden slags hjælp. Men jeg har ikke gode forslag
62 procent af 500.000 opkald. Det er vildt
Edit. Rettet tal. Enten har jeg læst forkert ellers er tallet opdateret
“kun en brøkdel af opkaldene bliver besvaret..” Gud det må være tragisk at være akut selvmordstruet, og søger hjælp fra et anden menneske omgående og de ikke tager telefonen. Hvert år begår 500-600 personer selvmord i Danmark. Trist hvis nogen af dem kunne være reddet, hvis de kunne komme i kontakt med nogen.
Stakkels mennesker
BørneTelefonen har et lignende problem.
Så 25 personer har over en 2,5 årig periode ringet til livslinjen 40,7 gange om dagen i gennemsnit
Det er sgu vildt
Måske man burde få dem en anden anden form for hjælp
Edit: læste det som halvanden million opkald, ikke en halv, tallet skal lige divideres med yderligere 3 – stadig vildt imo
Jeg har (sandsynligvis) mødt en af dem. Meget underligt. Vedkommende brugte bare Livslinien som en måde at have nogen at snakke med. Vedkommende var kognitivt heller ikke helt ligesom os andre, men jeg undrede mig godt nok, da jeg hørte det. Mange opkald, hver eneste dag. Så mange, at når telefonen blev væk, så var det en mindre krise, fordi så kunne man jo ikke ringe til Livslinien.
Jeg havde et forsøg som sendte mig på hospitalet. Før det havde jeg prøvet mange gange at komme igennem.
Hvis min hurtige udregning er korrekt, har hver af de 25 personer ringet knap 14 gange om dagen.
De 25 mennesker skulle selvfølgelig have en anden hjælp, de ringer fordi de har et vigtigt behov, de skal sendes et andet sted hen hvor de kan få den mere hjælp de har behov for, det her er en fejl i systemet, ikke en fejl af de 25.
Jeg kender to der har ringet til den linje uden af få svar. Jeg ved ikke hvordan den service fungerer, men sådan noget kan komme til at koste liv en dag
Blå blok læser det her “Det går ikke, vi må skære i psykiatriens budget”
> Måske bør man begrænse brugere af Livslinien, der optager stor del af kapaciteten, siger direktør.
Jeg er med på, at Livslinjen har begrænsede ressourcer og i forvejen kun har mulighed for at besvære meget få af de samlede opkald – det viser tråden her også – men kan det *virkelig* være en seriøs løsningsmodel at *udelukke*, hvad jeg formoder er suicidale eller meget syge personer, fra overhovedet at opsøge den hjælp Livslinjen kan stille til rådighed?
Hvis man har en idé om hvem de her 25 mennesker er, så burde det måske være en idé ar finde ud af hvordan de kan få noget mere brugbar hjælp fremfor at skabe præcedens for direkte udelukkelse af personer som tilsyneladende har enormt stor brug for hjælp.
Det er desværre uprofessionelle samtaler hos Livslinjen. Både i vurderingen af hvilken hjælp den enkelte borger har og i kvaliteten af selve samtalen.
Fordi psykiatrien sejler. Der er ikke ressourcer til den der har brug for hjælp, så de får at vide de bare skal ringe til Livslinien.
De får tydeligvis ikke den hjælp de har brug for
Det er da godt at der ikke er 1000 personer der har det som de har det. 25 personer kan vi nok godt håndtere her i Danmark.
Kan man ikke lave en daglig screening.
Fx John ringer 20’gange om dagen fra samme nummer.
Så når John ringer første gang om tirsdagen så tager man den, og hvis man så kan høre John bare vil hyggesnakke så siger man “John du tager tiden fra andre, jeg lægger på og du skal ikke ringe igen” og så er han udelukket indtil næste dag.
Eller det gør man måske. Jeg tænker udelukning bør komme på tale. Det kan ikke passe 2/3 af tiden går til nogle få mennesker.
Kan man blokere de numre og så komme videre?
Måske en kynisk betragtning, men kunne en løsning ikke være, at give nogen af disse personer en virtuel ven, de kunne ringe til? Om de skulle fortælles, at det ikke er en “rigtig” ven, der er i røret, er også et spørgsmål. Måske AI’en kunne virke som “omstilling” mellem de, som ringer ind?
Er livslinjen ikke et fondsbaseret foretagende stadig og ikke offentligt?
Jeg har kigget ind i kravene for at kunne tage opkalde til Livslinien, men de forventer faglig baggrund.
[Fra deres pjece for frivillige](https://www.livslinien.dk/cgi-bin/uploads/media/Redigeret%20januar%202025%20-%20Information%20om%20Livslinien%20til%20nye%20frivillige.pdf):
“Vi forventer, at du har en relevant faglig baggrund og/eller erhvervserfaring, der giver dig et godt
grundlag for at kunne rådgive mennesker i krise, selvmordstruede samt deres pårørende og efterladte.
Størstedelen af Livsliniens frivillige har en baggrund inden for det social- og sundhedsfaglige og
humanistiske område eller fra arbejde med ledelse og/eller HR.”
Og:
“Vi forventer, at du
• At du som udgangspunkt er minimum halvvejs på en mellemlang eller lang videregående
uddannelse eller har afsluttet en sådan.”
Jeg forstår 100% hvorfor det står sådan, men det udelukker også flere som har lyst til at hjælpe og har hjernen/hjertet at gøre det. Jeg selv har ikke en mellemlang eller lang videregående uddannelse i gang eller afsluttet pga min AuDHD, men jeg ved også at jeg er mere end kompetent at kunne udføre opgaven.
🤷🏻♀️
Man skulle lave en LLM som groks tale som de kunne sidde og tale med.
Alle goder der er afhængige af brugernes gode vilje, vil blive misbrugt.
Vildt at se, hvor mange ansatte de har for at kunne give selskab til 25 mennesker. https://www.livslinien.dk/om-livslinien/kontakt
Det er lige før, de kunne sætte hver af dem til at tale med hver person, og så give de frivillige plads til at tale med folk, der har behov for det.
OBS: denne her fortælling ender godt, men pas på dig selv:
Jeg kunne ikke komme igennem engang.
Kroniske smerter, fejldiagnosticeret PTSD og lav indkomst havde kørt mig i sænk, og jeg havde lige fået at vid at min indkomst ville komme ned under fem cifre og at min husleje på min kommunalt tilkendte lejlighed efter tredje gangs hjemløshed ville stige med halvandet tusind.
Hang i røret i et stykke tid, på højtaler fordi jeg ikke turde stoppe med at holde fast i et eller andet, og så blev jeg til sidst smidt af linjen.
Dut-dut-dut- stilhed.
Jeg kan faktisk ikke beskrive hvordan det føltes.
Underligt, i hvert fald. Ensomt på en helt ny måde. Måske bare tomt.
Jeg tror måske jeg skreg. Det var jo ikke fordi jeg troede på at jeg havde lyst til at dø. Det var bare at det meste af mig var fast besluttet på det. Jeg ringede til en tidligere ven som var psykolog. Jeg ved ikke helt hvorfor hende, måske fordi jeg tænkte hun kunne håndtere det. Hun betalte en taxa til den psykiatrisk skadestue for mig, hvor jeg sad alene i et venteværelse i fire timer. Jeg tror jeg opbrugte et par års disciplin på at blive siddende der. Da jeg blev tilset kom jeg på den lukkede hvor jeg blev givet så meget nervemedicin at jeg sov i et døgn.
Jeg vågnede efter al dagens mad var væk, desorienteret og stadig så ude af den ||at jeg straks gav mig til at flå i mig selv og kaste mig mod væggen.|| jeg håber det et sådan man censurerer ligegyldige detaljer.
En hjemmeværnet-type kom ind og sagde, at hvis jeg ikke kunne opføre mig ordentligt kunne jeg blive sendt hjem til mig selv.
Han stod der i power stance med foldede arme og så ned på mig. Buzzet hår og en brystkasse som en tønde, fuldstændig overbevist om vigtigheden af sit job. Jeg lå blødende på gulvet og det meste af mig overvejede om han ville sparke mig hvis jeg bed ham i anklen. Men jeg ville jo netop ikke dø. Og han truede med at lade mig begå selvmord hvis jeg ikke stoppede med at forsøge at begå selvmord på stedet hvor de behandler folk for selvmordstrang.
Jeg gik ind og sad i tv-stuen. De så sorte kugler, og jeg kunne ikke stoppe med at grine hysterisk da hovedpersonen vinder good karma på at begå selvmord (så vidt jeg husker). Det hele var så bizart at jeg tror det var det, der reddede mig.
De gav mig nervepiller igen. Jeg kan ikke huske hvor længe der gik før jeg spiste, men jeg ved at det var en tør hummus sandwich på hvidt brød og et glas for stærk sukkerfri sportsdrik. Leveret vredt af noget personale der udtrykke irritation over at jeg ikke kom til måltiderne.
Jeg var der i en uge, og det blev kun mere bizart. Jeg har sådan lyst til at dele det, for jeg ville ønske der var mere perspektiv på “debatten” om psykiatrien. Men hvem gider læse en novelle om det?
Jeg fik ingen hjælp. Virkelig; ingen. Men jeg fik perspektiv. Det system der skulle gribe mig kunne ikke. Altså måtte jeg falde eller gribe mig selv. Jeg er stadig så udbrændt af processen at min mavesæk begynder at æde sig selv så snart jeg skal én ting med systemet, men jeg greb mig selv. Jeg stoppede helt med at forvente hjælp, og besluttede derfra om jeg skulle leve eller ej, én gang for alle, no take backsies.
Et selv splittet ud i små frakturer af alt for mange traumer, overbebyrdet af lortelivssyndrom, og boende i en krop der gør mere ondt end rimeligt er.
Underligt nok var det selvmedlidenhed der reddede mig. Det er normalt et negativt ord, men jeg havde ikke haft nogen før, og det førte til selvomsorg, og så pludselig til noget der mindede om selvrespekt, og en meget lille og bogstavelig form for selvtillid. Tilliden til at jeg mente mig selv det godt.
Hvis I aldrig har oplevet at vågne op efter et helt livs dissocieret trance, så glæd jer til at prøve det. Fuck et trip. Jeg troede helt ærligt jeg var Jesus i et kort øjeblik. Så blev jeg en lille smule irriteret over at forstå at det er sådan “normale” mennesker har det hele tiden. I aner ikke hvor mange ressourcer I sidder på hvis I har adgang til hele jeres grundlæggende selv hele tiden, lol.
Så fik jeg lidt ondt af jer for det. Og jeg har stadig ondt af folk der er så langt væk at det eneste de kan finde på er at ringe til nummeret på det skilt der lover “vi er her for dig”
Ansæt mere personale, og giv dem en ordentlig høj løn. De er fucking helte for at sidde der og (formodentlig) gøre mere for den enkelte end adskillige ansatte på en gængs psykiatrisk afdeling. Kunne du lytte til folk der har det sådan der, som dit daglige job?
Vi må lave en chatbot til dem.
Denne type personer må være ekstremt drænende at tale med, og at det er virkeligt svært for de frivillige (eller evt professionelle) at bevare et engagement.
En chatbot vil formentligt kunne stimulere, trøste og give simple opmuntringer/råd/vejledninger end et menneske kan. I hvert fald når det drejer sig om vedholdenhed og tålmodighed.