
Sour bump Incoming.
Adhd. It fills a lot for the time being. We have ~ 130000 Danes on ADHD medicine! There is a triple of 14 years! A professor is worried!! Oh no though! Alarm! Despite my sarcasm, both articles are really okay. If you read them thoroughly, and not just skimming or reading the headline …
Part 1. I agree, but …
Professor Julie Nordgaard has been part of the media, including in the above articles, and I just want to make something firm. I don’t know more than her. I agree with her … I think. I think she’s right in most she says. Yet I feel like a patient, put in a bad light of her statements, possibly without her wanting to. The increase in diagnoses is driven by adults, not children. Whether that is the following (DR’s article):
Julie Nordgaard, however, does not believe that whole The large recovery in the curve alone can be explained by the fact that you now discover all the people who have previously struggled with the symptoms without help.
"There has been an underdiagnosis in the pastBut I think that can’t explain that the whole picture. There are also evidence that there has been an overdiagnosis at the same time"she says.
My highlight. So, Nordgaard recognizes that part of the increase is probably due to under -diagnosis. I think it is worthwhile to make a mark in. What about the rest? Part of the picturei unknown scopeis due perhaps Overdiagnosis. It is frankly slavish that no indication of the scope of the problem is not given, or elaborate on what signs of overdiagnosis are. But they are there! The reader is almost invited to fill the gaps himself, and guess how many are misdiagnosed (2%? 10%? 50%?), Although we know nothing.
She also states:
"There are many people who are very much affected by their ADHD and who benefit from the medicine. That’s not the problem. The problem is that we see such a large increase in the number of people with an ADHD diagnosis and medication consumption that we cannot explain"she says.
"The great demands that we as a society make can give the experience that there is something fundamentally wrong with one’s self if one cannot live up to them in one way or another"she says.
I agree. There -is – much we don’t know and the climb must come from somewhere. Rising demands from society are actually an excellent bid! Svend Brinkmann here presents how it might be connected.
But… ADHD is a disability. It is not contradictory that the degree of disability (and thus the number of people on medicine) depends on the environment. And yet Nordgaard makes the community’s possible influence sound like a misdiagnosed self -esteem problem.
I feel a little spoken down to.
Part 2. Breaking News: Medications are drugs
ADHD medicine is psychoactive drugs. It stimulates the brain (so does coffee and alcohol), and it is reminiscent of amphetamine. And that’s a problem, says Professor Nordgaard. From TV2’s article:
"So it is a huge problem that so many people in such a short time get an amphetamine -like substance that affects the brain at risk of side effects"she says to Politiken.
Huge problem! Do you hear? That’s a huge problem!
… sigh. 14 years is not a short time. For many of us it has been tiring long time.
Of the side effects Nordgaard mentions, there is also a risk of long -term side effects. They have not been examined enough, obviously, and therefore it is dangerous that so many are on the drugs. Okay, fair enough. It would not be the first time that long -term side effects have not been investigated enough. See smoking, lead zine, etc.
But … e.g. Methylphenidat is from 1944. And long -term side effects are problematic Regardless Whether the figure is 10,000 or 130,000. Either the drugs are safe enough or they are not. If that’s her concern, then that concern was real 14 years ago.
Well, but she wants more research on the subject – and maybe a look at whether we can change society so people like I don’t have to take drugs to work.
That’s an excellent suggestion! Well roar, Professor Nordgaard!
But she also just mentions that it is a huge problem. Despite the fact that we know nothing is a huge problem. And that’s the framing I’m tired of. Maybe it’s the journalists’ fault, and not Nordgaards, but how many read articles like these and get the context with? When ordinary people read "Huge problem" and "300% increase" and "Possibility of overdiagnosis" In turn, the “logical” conclusion is that after all "We put healthy people on drugs, 50% of diagnoses are wrong, aaaaaah".
Right must be right, that’s not what Julie Nordgaard says, but you could easily draw that conclusion if you read her statements too quickly. Or If you are called Mette Frederiksen and would like to save money on medication supplements. It would really dress Nordgaard (and for that matter DR and TV2) to be a little less alarmist.
Part 3. Is the overdiagnosis of space with us now?
It is true that misdiagnosis happens and diagnoses are worth looking for in the seams. Even if you have ADHD it may well be that you can live well under right conditions – maybe even without diagnosis. It would be fatter if life wasn’t so hard that 130000 people have to be sickened and on medicine to live.
Nevertheless, I am (as a regular layman) skeptical of overdiagnosing. Image Wikipedia depends on the prevalence of ADHD in people under 18 markedly of diagnostic criteria, but fluctuates between 2% to 6-7% of the population in most countries. ADHD is lifelong, so one has to assume that the number for adults is comparable.
So after the rampant increase, are we well above both of those numbers? Well… also from DR’s article:
According to Per Hove Thomsen, professor of child and adolescent psychiatry at Aarhus University, it still is "when" 2.1 percent of the adult population receiving ADHD medicine. However, he believes that there is also reason to investigate the background of the increase.
"Maybe we are too fast, where you should instead see if there are other reasons. Whether one could organize one’s life, work or family life in a more appropriate way so that one does not need the medicine to be able to live and be to"he says to Politiken.
2.1% of the population. That number could then triple again, and we would still be within the aforementioned framework. Does it really imagine overdiagnosis? Try to compare the two professors’ announcements! “Maybe we are too fast” to “it is a huge problem”. Also notice that Professor Thomsen is focusing on over -medication and not Overdiagnosis. Overuse of one particular treatment is not the same as overdiagnosis. Of course, it is quite one -eyed that the diagnosis is almost only made if you think pills are necessary, but we can not do this. We need treatment and we take the one we can get.
Part 4. If you don’t want us on drugs, give us alternatives!
I will now quote pretty much the whole part of the DR article where Camilla Ganzhorn, director of the ADHD Association, says. I think it’s spot-on.
In the ADHD Association, director Camilla Ganzhorn welcomes it if psychiatrists and experts in "The professional space" will discuss how to print medicine. But she is upset if the public debate – again – is about whether there are too many on ADHD medicine.
"It worries me most that this debate will continue to take place in public space. For those who are all about actually getting a little sore stomach"she says.
She says that many who get the ADHD diagnosis as adults have already had a difficult life with many defeats and a weekday where they feel they "hang in with the outermost of the nails".
"They feel in advance wrong and "Now it is also wrong to have this diagnosis that I have and who have finally helped me""says Camilla Ganzhorn.
"Those who have been diagnosed do not feel "for many". They feel they are being seen for the first time, she says."
The problem isshe means that a psychiatric diagnosis and A prescription for medicine is largely the only help that society offers ADHD affected.
My raising. Of.
Understand me right. It is interesting why the climb has happened. Increased focus on ADHD, maybe, but apparently also Increased needs. It allows Julie Nordgaard, Camilla Ganzhorn and Svend Brinkmann to agree. Society makes demands that people with ADHD symptoms cannot fulfill without help. And as Brinkmann says, they may well have changed, perhaps the similar increase in diagnoses.
Glings in the press about “overdiagnosis”, right or not, make it sound as if the increased need is not found. And it does. We have an increasing number of adult people who not thrive for comparable reasons, and can be helped in the same way. Most often, they have been dissolved for a long time and are on the verge of collapse. The modern world is stressful, especially for people like me. We need help and we are many. It’s no longer.
Recepts are basically the only thing the community offers. If I had the means to hire a lifecoach I might have done it, but I haven’t. So medicine.
It may well be that if one made society easier to live in, medication consumption, and maybe even diagnosis, would fall. I have to be the first to shout cheers when my personality is normalized. But…
TL; Dr:
In until more research is done in the subject and we no longer talk about professor’s guessesthen, can’t we help insinuate across Denmark’s largest transmitting surfaces that sick people are not sick?
It would be nice. I’m hard enough in advance.
Edit: Lots of formatting.
Et indspark i ADHD-debatten, fra en af dem, der er en del af problemet. (TL;DR i bunden).
byu/Mathemagics15 inDenmark
Posted by Mathemagics15

14 Comments
Havde håbet du ville forklare, hvorfor ventetiden for en udredning er 3 år.
Julie Nordgaard forsker, mig bekendt, i psykose og skizofreni. Ikke ADHD.
Derfor er hun næppe den bedste kilde at læne sig op af når man snakker kritik om diagnosticering og behandling af ADHD. Det er fortsat meget normalt at ADHD udredes og behandles af specifikke grupper personale i psykiatrien (eller hos privatpsykiater), hvilket efter mit vidende, især når vi snakker voksne, oftest ikke er grupperet med udredningen for skizofreni.
At sige der mangler forskning på langtidsbivirkninger af Methylphenidate eller Lisdexamfetamine, er sådan set i samme boldgade som at sige der mangler forskning på langtidsbivirkninger af paracetamol eller ibuprofen.
Man kan jo blive ved med at forske, og selvfølgelig skal man ikke stoppe med at forske, men det godt nok langt ude at sige der mangler forskning.
Som udgangspunkt skal man danne lovgivning, behandling, politik, whatever, ud fra hvad man ved og ikke ud fra hvad man ikke ved, og bestemt ikke udefra utestede hypoteser. Man kan ikke vente på mere forskning for at gøre noget lovligt/ulovligt, når den forskning man allerede har bør være tilstrækkelig til at drage en konklusion. Hvornår noget er “tilstrækkeligt” kan jo så være til diskussion, men man kan altid vende den om og spørge hvad ville konsekvensen være ved ikke at behandle folk med velkendte præparater.
Jeg synes du tager den meget, meget personligt når der flere gange, selv i dine fremhævelser, anerkendes at der er tilfælde hvor diagnose og medicin er nødvendigt. Men jeg tænker også det er på sin plads at der er en tredobling af diagnoser på så lille en periode, at fagpersoner råber op om at der muligvis kan være et problem. Det er jo fandme snart blevet kutyme at se kendte personer flashe omkring sig med en diagnose som om det var noget man skal være stolt over og opfordrer andre til udredning. Jeg ville også være bekymret hvis der blev opfordret til udredning for Kol eller astma, fordi man hostede i en periode. Folk opsøger aktivt psykiatere med en forudindtagelse af hvad de fejler, hvilket jeg synes er problemet langt hen ad vejen. Hvis man opsøgte læger grundet udfordringer og lod dem afgøre, hvad der evt. kunne være årsag til problematikken, ville jeg ikke være så bekymret. Jeg er selv udredt, men jeg gik ikke ind til psykiateren med en fast beslutning om at jeg skulle gå ud med en bestemt diagnose. Desuden synes jeg det skema man får udleveret forinden, der er med til at afgøre hvorvidt man skal henvises, er meget, meget vagt, da det ikke undestreger at tilstandende man skal markere, skal være konstant.
Synes det er lidt spøjst, egentligt. selvfølgelig stiger andelen af mennesker der er psykisk syge. Har de set den verden vi skal leve i?
Har ikke selv diagnosen, men en anden en. Vil gerne testes for ADHD, men når man først er parkeret på en diagnose, om den passer eller ej, så er det fandme svært at få nogen til at kigge yderligere på det.
I min omgangskreds er det skizotypi alle bliver parkeret på og er du vimmer de spørgsmål på den test er så sindssygt forældede at nærmest ingen af dem er relevante. Feks “føler du at du bliver overvåget?” (Ikke direkte citeret). Jamen ja, for det gør vi jo? Det er jo ikke en psykose når din telefon ligepludselig giver dig reklamer for ting du har snakket om tidligere, det er jo bare realiteten.
En af de sjove, top idiotiske punkter er at gå anderledes klædt er et symptom på skizofreni. Anderledes i forhold til hvem? Hvem måler vi efter her? Det er ikke 1920 længere, folk ejer mere end 2 jakkesæt og en bowlerhat.
Er ret sikker på alle er mere eller mindre psykisk syge, det er bare sådan verden er. Nogle kan sagtens leve normale liv, andre har det ikke lige så nemt. Og i vores nu hyper konkurrence drevne hverdag med 24 timers nyheder og konstant bombardement af info forstår jeg da godt at filmen knækker for flere og flere mennesker.
At folk bliver diagnosticeret og medicineret i højere grad er ikke det KÆMPE PROBLEM, det er et følge af det KÆMPE PROBLEM der foregår i vores samfund og omverden. Men åha nej, det er ikke den måde vi er tvunget til at leve på det er problemet, det er hvordan folk reagerer på presset fra den livsstil der er problemet.
Tl;dr
Psykisk helbred er helt fucked i vores moderne verden og vi prøver at behandle symptomerne i stedet for roden på det
Et bud på hvorfor der sker en overdiagnosering er en kombination af disse to ting: manglende kendskab til ADHD symptomer i barndommen og sammenfaldet mellem de kognitive symptomer ADHD giver og det kognitive efterslæb der er efter andre psykiske sygdomme som især stress og depressioner. Lad mig uddybe.
Et af diagnose kriterierne for at have ADHD som voksen er at symptomerne også har været tilstede i barndommen (inden 6 års alderen). I det offentlige er det et krav at du har en voksen fra din barndom med til en del af udredningen, for at bekræfte dette. Flere private psykiatere har ikke det krav, men bygger udredningen på patientens egne huskede oplevelser fra barndommen. Det kan være et problem, da det ikke nødvendigvis giver et reelt billede af hvordan man har været som barn.
Når man er stresset eller har en depression vil man opleve kognitive symptomer som dårlig hukommelse, nedsat energi, det er svært at holde fokus eller koncentrere sig. Men disse symptomer tager længere tid at komme over en selve depressionen eller stressen, man har et såkaldt kognitivt efterslæb. Hvor symptomerne til forveksling minder om ADHD. Har man gentagne stressperioder eller depressioner, kan det kognitive efterslæb være til stede i større eller mindre omfang det meste af tiden.
Det er derfor vigtigt at man ikke er påvirket (eller er stabil i kroniske) psykiske sygdomme. Igen er det noget der ikke altid bliver taget med i vurderingen hos de private psykiatere.
Dermed ikke sagt at du ikke kan have ADHD bare fordi du ikke havde haft en voksen med til udredningen eller har haft stress/depression før (tværtimod er der en høj komobiditet mellem disse og ADHD)
Godt skrevet og fremhævet OP.
Jeg er ved at køre død i den med samfundets krav. HVIS JEG BOEDE PÅ EN ØDE Ø ALENE…
– Stadig kunne overse åbenlyse ting i miljøet.
– Stadig kunne have svært ved at styre døgnrytmen.
– Stadig kunne have voldsommere følelser end hvad der giver mening, længere end det giver mening, af grunde der ikke giver mening.
– Stadig kunne fortabe mig i noget jeg ikke burde eller ville.
– Stadig kunne glemme alskens ting der ikke skal eller burde være mulige at glemme.
– Stadig have en kneppet tidsfornemmelse.
Det den korte udgave. Det ikke kun samfundets krav, hallo, man kan også have ambitioner for sig selv?! Som så *”af en eller anden grund”* er svære til umulige at få sig selv til.
https://www.psychologytoday.com/us/blog/envy/202004/using-the-mind-s-executive-functions
“Seven executive functions:
Self-awareness
Inhibition
Nonverbal Working Memory
Verbal Working Memory
Emotional Regulation
Motivational Regulation
Planning and Problem-Solving”
Jeg bliver så vred over de fucking medier og samfundets retarderede tilgange til det her. Medicinen er det ENESTE der gøres for os efter diagnosen! “Mestringsforløb” og lignende koster bare endnu mere. De ovenstående funktioner er påvirkede med ADHD og/eller Autisme, men vi skal stadig selv igennem det her:
Og ikke alene skal vi SELV betale for medicinen, SELV tage fri fra arbejde/finde tiden til udredningen, SELV i mange tilfælde betale udredningen fordi det offentlige ikke *kan tage sig sammen* (for nu at bruge et “godt” udtryk i uno-reverse!), SELV opdage der overhovedet KUNNE være et problem, SELV FINDE EN PSYKIATER EFTER LÆGEN GIVER EN HENVISNING! SELVOM psykiaternes hjemmesider er SKRALD og mange af dem ikke engang GIDER ADHD patienter (https://politiken.dk/danmark/sundhed/art10552206/Desperate-psykiatere-pr%C3%B8ver-at-slippe-for-flere-adhd-patienter ), SELV finde ud af hvordan livet SÅ skal indrettes, SELV overveje om chefen, kollegaerne og den nye arbejdsgiver skal vide det eller om de misbruger den viden, SELV rette op på alt fra traumerne og de forskellige udfald af at leve udiagnosticeret med årtiers indebrændte følelser og også SELV slås mod medier og uvidende abers narrativer! VI HAR IKKE VALGT AT BLIVE FØDT MED DEN NEUROLOGI VI NU HAR 🤬🤬🤬🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕
En af de sygeste jokes var seriøst at få taget til lægen (trættende + planlægning + booking).
Fortælle problemet (selvindsigt + hukommelse + organsiering + kortfattet).
Så SELV skulle ringe rundt til psykiatere og tjekke hjemmesider! Ikke alle tager patienter, ikke alle er lige gode, ikke alle gider, ikke alle har åbent, ikke alle tager telefonen osv. Osv. Osv. Uden at miste papiret jeg fik, uden at udskyde opgaven til senere, videre og videre… (Trættende + hukommelse + organisering + alt ovenstående). Syg joke, for en der har en TILSTAND DER PÅVIRKER EVNEN TIL AT GØRE NETOP DE TING. Og for… BARE AT MARINERE YDERLIGERE imens tingene kommer i gang!
Og så når det hele er overstået, man har prøvet medicin, dosis, livsstile, søvn, kost, alt det Astronaut værdige eksperimenteren og livet SÅ SMÅT ER BEGYNDT AT VENDE MOD DET BEDRE, så kommer i fucking aber og siger blablablabla overdiagnosticering, overmedicinering. Undskyld, men knep jer selv!
🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕🖕
Egen udredning:
https://www.reddit.com/r/DKbrevkasse/comments/1ndmd38/comment/ndiiq06/?context=1
P.S. Og tilstanden ER IKKE ENGANG LØST, fordi symptomerne ændrer sig også med alderen! Og afhængigt af 27 millioner andre faktorer med genetik, kost, livsstil og arbejde! 💀💀💀💀💀💀💀💀💀💀👾🤮🤮🤮🤮🤮🤮🤮🤮🤮
Gud hvor er det her en irriterende debat.
En gruppe mennesker får det bedre.
Sundhedssystemet er i knæ generelt. Det bliver ikke bedre af at de mennesker i stedet går ned med stress, depressioner, mm.
Hvorfor er det de syge/dem der søger hjælp der skal have skylden i stedet for de latterlige politikere der har givet os et system hvor det tager 192 uger at komme til psykiater.
Man bliver træt.
Med privat sygesikring er det ret ‘nemt’ at få en diagnose. Du er jo blot til et par samtaler og udfylder et spørgeskema, hvor du angiver at du har koncentrationsbesvær – så kan det være, at hverken du eller dine pårørende erindrer i hvilken grad din voksne adfærd afviger fra barndommen og vupti, så er du blevet diagnosticeret og berettiget til et vedvarende statssubsidieret forbrug af lisdexamfetamin. Der kan være en masse årsager til, at man ikke gør eller koncentrerer sig om det, man objektivt burde, men faktum er, at udredningsskemaet er formentlig noget de fleste ville kunne nikke genkendende til.
Med det sagt, hvis det hjælper, så hjælper det, så fred være med det – men det er ikke ensbetydende med, at det ikke er helt legitimt at fagpersonale råber vagt i gevir om, at man er måske lidt for løs i at flænge diagnoserne ud og at pånævnte diagnoser i virkeligheden ender ud hos de forkerte.
Og stort set alt hvad der er skrevet kunne man erstatte adhd med autisme.
I tidernes morgen, da man ‘fik lov’ at skrive med venstre hånd, skete nøjagtigt det samme. Over en periode steg antallet af venstrehåndede vildt! Og hvad skete der? Det stagnerede på 10-15% og har holdt sig der lige siden.
Jeg kunne forestille mig nøjagtigt det samme ske med både adhd og autisme. Ja, de sidste 10 år har der været meget fokus på netop adhd og autisme. Og ja, der er mange der får diagnosen (og som har manglet den tidligere). Men jeg er også overbevist om at der kommer et niveau, hvor det flader ud.
>Det kan sagtens være, at hvis man gjorde samfundet lettere at leve i, ville medicinforbrug, og måske endda diagnosticeringer, falde. Jeg skal være den første til at råbe hurra, når min personlighed bliver normaliseret. Men…
Det her er helt klart sådan jeg ser det. Jeg synes det er deprimerende at se så meget omtale om ‘overdiagnosticering’ når det fra mit perspektiv er så åbenlyst, at det skyldes den måde samfundet er skruet sammen. Diagnoser som ADHD og autisme kræver jo at man oplever vanskeligheder, så selvfølgelig vil der være flere der opfylder kriterierne hvis samfundet er rigidt og kun indrettet til en bestemt type mennesker og straffer dem som ikke gør…
Jeg har ikke en plan for hvordan samfundet skulle sættes sammen i stedet for, men jeg har én ret simpel ændring jeg har gået og tænkt over et stykke tid: kunne vi ikke stoppe med at have så striks en opdeling mellem ‘fuldtidsjob’ og ‘deltidsjob’? Hvorfor har vi indkodet i sproget at 37 timer om ugen er standarden, og alt under det bliver omtalt som kun en ‘del’ af et helt job? Sådan noget synes jeg der er rigtig rigtig meget af, ting der godt bare kunne være lidt mere fleksibelt så man ikke udskammer dem der har det lidt anderledes end størstedelen.
Tusind, tusind tak for dit opslag!
Den her debat gør at jeg ikke tør tale om min diagnose. Jeg er ellers enormt god til at sætte ord på mine følelser, men det jeg møder, når jeg forsøger at snakke om det minder om direkte gaslighting.
Alle er jo lidt ADHD. Det er jo bare fordi jeg har set for meget skærm. Det er samfundets skyld.
Konsekvensen er, at jeg tager min medicin, holder min kæft, og finder ud af det selv.
En god podcast om emnet med en psykiater der arbejder med adhd udredning hos voksne.
https://podcasts.apple.com/dk/podcast/altinget-ajour/id1425636349?i=1000728604325
Jeg har bimlende adhd og vil vildt gerne læse hele din tekst, men jeg har vinkende adhd og kan derfor ikke læse hele din tekst.