Overseer: Weak trade unions harm the social economy | Information

Sebastian Gjerdings artikel er bag betalingsmur, så her kommer der et par uddrag:

> Vismændene dokumenterer i [deres forårsrapport], at virksomheder på flere områder har såkaldt markedsmagt på arbejdsmarkedet. Det betyder, at de har meget stor indflydelse på, hvilke stillinger der slås op inden for et område. Dermed kan de sætte lønnen lavere og ansætte færre, end hvad de ellers kunne i fravær af denne markedsmagt.

> I de seneste år har dansk økonomi ifølge vismændene udviklet sig i en retning, hvor store virksomheder har stigende betydning for både vækst i bnp og produktivitet, samtidig med at lønkvoten har været faldende. Undersøgelsen tyder dog ikke på, at virksomhedernes markedsmagt er blevet markant øget inden for den undersøgte periode.

> Til gengæld er tilslutningen til de overenskomstbærende fagforeninger faldet fra 72 procent i 2000 til 54 procent i 2023. Det gør, at fagforeningerne ikke længere kan være den modvægt til virksomhedernes markedsmagt, som de tidligere har været, forklarer Carl-Johan Dalgaard.

Jeg ville her indskyde, at hvis virksomhedernes markedsmagt ikke er øget, men det er fagforeningernes magt der er faldet, er kapitalens magt stadig øget *relativt* til arbejdernes. Det virker som en mærkelig måde at formulere det på, at virksomhedernes magt ikke er øget, når magt i høj grad er et begreb der omhandler forhold og relationer.

> Ved at analysere på forskelle i organiseringsgrad imellem virksomheder kan vismændene se effekten af, at lønmodtagere organiserer sig i overenskomstbærende fagforeninger. Undersøgelsen viser blandt andet, at i de virksomheder, hvor organiseringsgraden er høj, får medarbejderne også en højere løn. Konkret giver en stigning i organiseringsgraden på et procentpoint en stigning i den gennemsnitlige timeløn på 0,7 procent, mens også beskæftigelsen er højere.

> »Der betyder den større organiseringsgrad altså, at virksomhederne både er præget af højere løn og højere beskæftigelse,« siger Carl-Johan Dalgaard.

Ikke ligefrem raketvidenskab, der lægges for dagen her. Det er jo blot gamle fagforeningserfaringer som nu bekræftes endnu engang af borgerlige økonomer.

> Vismandsrapporten peger på flere […] årsager til udviklingen hen mod en lavere organiseringsgrad i de overenskomstbærende fagforeninger. Arbejdsmarkedet har ændret sig, så der er sket en forskydning mod flere job i brancher, hvor der er en lavere organiseringsgrad. Dertil kommer ændrede normer og værdier blandt yngre lønmodtagere samt udenlandsk arbejdskraft og truslen om udflytning af arbejdspladser.

> I perioden har der dog også været politisk bestemte forringede rammevilkår for de overenskomstbærende fagforeninger. Tværfaglige a-kasser er blevet tilladt, eksklusivaftaler er blevet ophævet, og det har åbnet for, at langt flere organiserer sig i fagforeninger, der ikke forhandler overenskomster – også kaldet gule fagforeninger.

> I 2011 vedtog den daværende VK-regering sammen med Dansk Folkeparti også at begrænse fradraget for fagforeningskontingenter til 3.000 kroner, hvor det før var uden loft. Dette ramte særligt de dyrere overenskomstbærende fagforeninger, og selv om loftet siden er blevet hævet igen, så havde det en negativ effekt på organiseringsgraden. Ifølge vismændenes analyse faldt organiseringsgraden med 8,1 procentpoint, når prisen på et fagforeningskontingent stiger med 1.000 kroner.

> […]

> At de overenskomstbærende fagforeningers organiseringsgrad er faldet fra 72 til 54 procent i løbet af de seneste årtier, er udtryk for, at fagbevægelsen står med nogle markante udfordringer, som politikerne har mulighed for enten at hjælpe med at løse eller gøre sværere. Og der har indgrebene i forhold til a-kasser og forringelserne af fagforeningsfradraget gjort det sværere at organisere.

At de borgerlige ikke er arbejderklassens venner, bliver endnu engang tydeligt. De borgerlige har ført politik målrettet mod at stække arbejderklassens kamporganisationer, hvor der kunne opbygges modmagt til virksomhedsejere og kapitalen.

Jeg skal ikke gøre mig til *fanboy* for de store ”røde” fagfor*steninger*, *men* der er nu alligevel en pointe i, at så længe de sidder som de store, demokratiske, arbejderorganisationer, og har den rolle de har, i den såkaldte ”danske model,” bør vi som udgangspunkt arbejde for, i hvert fald ikke aktivt at svække dem. Det rammer alle arbejdere når de røde fagforeninger går tilbage.

I artiklen foreslås det at man målretter skattefradrag til de fagforeninger, der forhandler overenskomster, og det ville da også være en start. Men det bør være et skattefradrag, der dækker hele det beløb der betales for både fagforening og a-kasser. Men samtidigt bør fagforeningerne også begynde at overveje, om ikke de selv skulle lave ændringer. Eksempelvis at overenskomster kun gælder for medlemmer. Og mon ikke, at mange arbejdere er trætte af, at de fleste fagforeninger ikke virker synderligt kampvillige? I artiklen taler Morten Skov Pedersen (formanden for FH) om at de røde fagforeninger har udgifter til blandt andet strejkekasse, men hvornår blev disse strejkekasser sidst brugt til at aktivt kæmpe for noget?

De store fagforeninger bør også begynde at gå mere ind i de politiske kampe. Det er svært for folk at se, hvad fagforeningerne gør for én, når de ikke er villige til at spille med musklerne, for at tilkæmpe sig politiske indrømmelser. Det burde være ukontroversielt at bruge strejken til at påvirke politikken på Christiansborg. Strejken er trods alt arbejderklassens mest direkte aktion og mest mærkbare handling.

Den såkaldte ”danske model,” er ved at dø. Men der er intet der ser ud til at rejse sig i stedet for. De gamle forlig bør kigges efter i sømmene, og fagforeningerne bør sættes fri. Slut med at tale om overenskomststridige og såkaldte ”ulovlige” strejker, og en start på et mere kæmpende dansk arbejdsmarked. Det er sådan at de store indrømmelser vindes, og fagforeningerne igen kan blive relevante for flere.

Arbejderne er blevet for magelige, og middelklassen tror den er en del af eliten.

Trist

Derfor bør man ikke have fagforeninger. I stedet burde man arbejde hen imod mere universelle lønninger, ligesom man ser i udlandet. F.eks. mindstelønninger i DK skal være 20-30k for 37 timer. Mere gennemsigtighed, tak.