Like many of you, I have stumbled upon it this article from Kosmopolwhich, to everyone’s shock and surprise, has brought the entire bootstrap boomer segment into the red. But when you look past the obvious ragebait angle that the article chooses, I actually think that Caroline has an excellent point.
As someone who probably ended up on the slightly more fortunate part of the income curve compared to others in my group of friends, I actively try to either think about finances in choosing social events or find a way to cover a larger share of the expenses. We have also done this in a broader context for, for example, bachelor parties, where we have made a distribution of expenses based on financial leeway.
But as it is now, it seems as if there is often a bit of a double taboo around the issue: The financially less well-off won’t seem like an ass by feeding less, and the better-off won’t seem like an arrogant Eric CEO by covering a larger part of the feast.
For those reasons, I really think that the article has the potential to de-taboo the fact that if we don’t have to choose our friends based on economic class, then the alternative can be to never take anything but kebabs and brown pubs — or go to an expensive cocktail bar without your friends.
What is your position?
Forholder i jer til indkomstforskelle i vennegrupper?
byu/J0shua1985 inDenmark
Posted by J0shua1985
32 Comments
Der er MEGET stor forskel i min vennekreds. Det er aldrig noget vi har snakket om eller generelt noget jeg overhovedet tænker over.
Men hvis det var tilfældet, så findes der altså mange gratis ting eller billige ting man kan lave sammen.
Det kan lyde lidt hårdt, men hvorfor i alverden søger man ikke bare et midlertidigt job, indtil man får noget relevant? Det må da unægteligt være bedre økonomisk at have et job, fremfor dagpenge.
Caroline er en nasserøv. Men det er da en hurtig måde at få reduceret enten vennegruppen eller aktiviteterne man laver sammen.
Dem med penge på lommen giver flest bajere.
Eller det plejer jeg at gøre, når jeg ved de andre tjener mindre.
Men resten plejer at blive fordelt forholdvis ligeligt. Nogengange har vi os med højeste indkomster betalt for dem der havde færre midler.
Hvad er der galt med kebab og brunt værtshus. Hvis det her samfund skal fungere så er vi nød til at værne om vores fælles kultur, og fælles kultur er altså den kultur hvor alle kan være med.
I øvrigt er både falafel og øl vegetarisk og laktosefri.
Vi prøver at tilpasse restaurant-valg efter indkomst. Tager vi gamle drenge i byen efter, så tager en eller flere af os der bedre stillet gerne op og fylder bordet med flasker/øl/shots inden vi går i gang.
På den måde taler vi ikke om det, men der bliver stadigvæk dækket ind. Det er ikke fordi det er en hemmelighed med indkomstforskelle, så jeg synes egentligt blot det er den pragmatiske tilgang.
Jeg synes egentligt, det er fint at være åben om økonomi. Og jeg har da også før sagt nej til ting fordi jeg ikke havde råd. Men jeg synes hun fremstår forkælet og det er fint hun gerne vil bruge sin uddannelse, men nogle gange må man altså også bare finde et job og så tage den derfra.
Det kommer an på så meget, især om man er blevet inviteret til noget bestemt, eller om man i plenum beslutter sig for at lave noget bestemt.
Jeg tager generelt hensyn til mine venner på overførselsindkomst, hvis jeg inviterer til noget, der koster penge. Men hvis vi fx bliver enige om i fællesskab at gøre noget bestemt, forventer jeg, at man betaler for sig selv.
Da jeg var på SU, og de var på SU, kunne vi fx godt finde på at splejse om en tarvelig omgang bolognese, selvom vi var på besøg hos den ene. Nu ville jeg ikke selv opkræve betaling for den slags, men jeg kan omvendt godt tilbyde at give nogle penge for, at en ven på overførselsindkomst har brugt så og så meget af sit rådighedsbeløb på at lave aftensmad til mig. Det kommer ret organisk, synes jeg, og har endnu ikke givet anledning til konflikt.
Men jeg har heller ikke venner, der insisterer på, at vi kun kan være ordentligt sammen ved at bruge en masse penge hele tiden. Det skyldes nok, at vi har været vant til ikke at have nogle penge nogen af os, så vi har plejet venskaberne på andre måder. Det betyder nok en del.
På SU var det dog svært nogle gange at skulle lave ting med nogle bestemte venner, som fik deres forsikringer, telefon, internet osv. betalt af deres forældre, fordi der var en grundlæggende mangel på forståelse for, at jeg så havde en del færre penge end dem. Ikke af ondskab, men bare mangel på abstraktionsevne.
Jeg er for nuværende lavtlønnet, men har dog alligevel nok penge til, at jeg selv ville pure afvise, hvis nogen tilbød at smide en halvtredser, efter jeg havde lavet aftensmad til dem.
Jeg er mest imponeret over at du overhovedet har venner i denne fase af dit liv og har tid til at gå ud med dem 😀
Spøg til side. Min vennegruppe var mest aktiv da vi var i 20erne og ikke havde en rød reje – så det var de brune værtshuse eller hjemme.
Når vi ses nu, bliver det mellemniveau restauranter. Dem der har mindre end gennemsnittet er tilfældigvis glade for mad og cocktails så de prioriterer og det giver ikke pinlig tavshed. Jeg har også været heldig med indkomst så et par gange har jeg givet en “cocktail-omgang” – eller hvad man nu skal kalde det – diskret.
Både ja og nej.
Vi er dem i vennegruppen, som ligger midt i mellem. Vi er ikke dem, som tjener mest, men heller ikke dem som tjener mindst.
Når jeg ses med mine veninder er vi ofte ude og spise, lave keramik eller andet. Og det er helt ok at melde fra, hvis man ikke synes økonomien er til det. Vi ses også tit hjemme hos nogle af os, hvor vi enten alle tager en ret med, laver billig mad eller drikker kaffe i en termokop. Der skal være plads til det hele.
Og egentlig ønsker jeg mig bare allermest af mine venner og veninder, at de er ærlige omkring det, hvis de synes noget er for dyrt/over deres budget. Det handler jo ikke om hvad vi laver, men om at vi er sammen. Så lever jeg gerne med kebab og værtshus.
Så må jeg tage nogle andre med på dyr cocktailbar.
[deleted]
Ja, men min sympati og tålmodighed kommer sgu lidt an på, hvordan de opfører sig i øvrigt – hvis de smider penge ud på alt muligt resten af tiden, så har jeg ikke det store behov for at lægge ud på deres vegne. Synes dog generelt vi er gode til det i min vennegruppe.
Jeg læste den også godt. Jeg er studerende i en alder af 31 og har noget mindre råderum end de fleste af mine venner, uden jeg dog sidder så stramt i det som Caroline gør.
Jeg kan ikke lide, at hun decideret siger, at hun forventer det. Det er at tage ting og sine venner for givet. Men det er en vigtig pointe, at man skal sige det højt og tale om det. Ansvaret er både hos de mindre bemidlede at sige fra og være ærlig overfor gode venner, selvom det er pinligt, men altså hvis ens venner ved, at man er studerende/på dagpenge, så kan det godt være, at de ikke tænker over, at man har færre penge, men de ved det jo godt, hvis man selv siger det højt.
Mine venner ved godt, at jeg har færre penge. Min ene veninde lagde decideret ud for en koncert, da mit livs drømmekunstner kom til Danmark, uden hun selv skulle med til koncerten, og da jeg så ville betale hende tilbage, sagde hun at jeg bare kunne give noget mad et sted, jeg havde råd til, uden det kom til at koste det samme som den billet. Min anden veninde købte øl til mig en hel aften, da jeg var blevet dumpet af min kæreste ud af det blå. Og andre søde venner har gjort deres. Og hvis vi er ude, springer de bare til og henter omgange, når det egentligt er min tur. Og andre søde venner har ladet mig tage en mindre del af regningen til mange arrangementer. Det eneste de forventer i retur er, at jeg er sød og glad, og at jeg måske giver lidt, når jeg er færdig med studie og i job. Så jeg føler mig sgu glad og taknemlig uden at føle mig som en nasserøv.
Så min holdning er, at blandt gode venner skal man netop kunne tale og kunne rumme den slags situationer. Det er noget andet i start 20’erne hvor de fleste er broke i et eller andet omfang.
Alle har eller har haft sløje perioder.
Vi har altid været ret åbne om det i min(e) vennegruppe(r) og så er det sgu at venskabet må stå sin prøve.
I min verden så betaler man sgu lidt ekstra af gildet for dem i gruppen der har det hårdt, hvis man selv synes at man skal lave noget dyrere. Jeg vil jo gerne gave dem med, så lad mig da sørge for at de kan!
Jeg har selv følt mig set den anden vej i mine sløje perioder.
Da jeg ingen penge havde synes jeg det var pinligt at jeg var så nærig. Nu hvor jeg har penge tager jeg bare regningen uden at blinke.
Er enig med caroline
Grundlæggende synes jeg Caroline fint kan sige at hun ikke har råd til at deltage i en række arrangementer. At sætte tæring efter næring er en sund disciplin for alle.
Hvis hendes venner så vælger at betale for hende, så vælger de det. Kan hun forvente det? Nej. Kan hun håbe det? Det kommer nok an på deres forhold/venskab.
I min venneflok er der indkomstforskel, men alle er i job og lever kedelige leverpostejsliv med unger og koner/kærester. Vi tager ikke på michellinrestauranter sammen og de par gange om året vi mødes med fast frekvens er der afsat et fast beløb pr. mand (som vi indbetaler løbende til en kasserer) så problemet er ikke-eksisterende for os.
I en vennegruppe på 9 så er der mig der tjener knap 900K årligt og så er der 5 på kontanthjælp eller semi fast arbejde som ufaglærte og tre styks med relativ lavtlønnede jobs.
Det betyder at alt vi laver foregår på deres præmisser eller at jeg skal punge ud og betale gildet, hvilket jeg er stoppet med nu.
Det største problem er nok at vi lever i forskellige verdener. Selvom jeg stadig er utrolig venstreorienteret på trods af min indkomst, så er mit liv bare markant anderledes end deres og vi har ikke meget til fælles mere.
Jeg går op i vin, mad, bæredygtighed, renoveringsprojekter og arbejder på at blive selvstændig.
En del af dem fokuserer på bare at få det til at løbe rundt eller at søge arbejde.
Da jeg læste “Fra en anden verden” af Johannes Andersen gik det op for mig at min uddannelse og indkomst betyder at jeg har en anden indflydelse og andre perspektiver end resten af befolkningen.
Så indkomst forskel betyder desværre en del.
Der er ikke noget arrogant i ikke at gide at hænge ud med fattige tabere.
mvh. Eric, CEO
Hvad er en bootstrap boomer? Jeg er selv boomer (67 år), men bootstrap? For at blive ved emnet, så har jeg/vi altid valgt at lægge niveauet sådan at alle kan være med. Det er ikke noget, vi har diskuteret grundigt, men bare sådan noget man gør…
Nej, det forholder vi også ikke til. I min vennegruppe har vi det typisk at vi besøger hinanden til en hyggedag (vi bor “længere” væk fra hinanden, så det sker ikke så ofte). Her er der værten der betaler. Om værten laver boller i karry eller en stor skalddyrs buffet er underordnet
Jeg ville glædeligt betale for de af mine venner der ikke har så meget, men jeg ønsker ikke at bringe dem i forlegenhed, så typisk udmønter det sig i at jeg giver en omgang eller to ekstra, eller tilsvarende.
Overordnet set så plejer vi dog at planlægge aktiviteter efter at alle kan være med.
I min vennegruppe har vi for længe siden besluttet, at når vi køber gaver til hinanden sammen, så giver folk det de kan. Vil man give mere er det fint, har man mindre eller er i en periode der er økonomisk svær, giver man mindre eller ingenting (hvis man nu har tre dumme måneder osv) og giver så noget næste gang.
Eneste regel vi har er: Hvis du synes, det er et problem, skal du sige nej tak til det, og købe gaven selv.
Vi er enige om hos os, at hvis det bare er en fast overførsel og fællesgaver altid uden anden deltagelse end at donere på MobilePay, så er det ligegyldigt at give gaver når det bare er en bytte-købmand øvelse af ren høflighed. Kvalitet over kvantitet.
Det virker formidabelt. Ingen er uvenner og ingen har ondt i røven over, at Benjamin har 50 kroner mens Rasmus har 250 denne gang.
Vi gør det samme til polterabend osv. Inden nogen planlægger noget som helst, så snakker man med dem der gerne vil være med og hører ad, hvad folk har af råderum. Og så planlægger vi efter det. Den eneste gang vi har gjort det anderledes, var da en anden venneflok lappede ind over og der var tre ud af 16 der endte med slet ikke at deltage, alene fordi beløbet var ukommunikeret og alt for højt til hvad de havde råd til.
Det er vigtigere at være sammen, end at alle SKAL give det samme. Fuck en polterabend hvor man SKAL lave noget bestemt.
Den der bliver hevet med ud mærker intet til, om din crosqui model koster 2000 eller 1000.
En gave skal handle om den der får den. Ikke om balladen, skammen eller andet mellem dem der giver den.
Edit: irriterende slåfejl
I min vennekreds har vi indtil meget for nylogt også haft markant differens fra top til bund. Dem der er heldigere økonomisk “ligger ud” og så glemmer man måske lige en regning eller to, trækker på smilebåndet og ser frem til næste tur.
I min vennegruppe er der vitterlig alt fra Novo Ledere og selvstændige, så indkomst nivuet er nærmest fra bunden til toppen.
Og i alt den tid vi har kendt hinanden har vi altid hjulpet og dækket ind over hinanden efter behov, når vi er ude nu bliver der hurtigt aftalt budget til mad og det er altid venligt, når vi er ude bagefter er det typisk omgange, men det ender altid med dem der har lidt mere luft i budgettet giver en ekstra omgang i løbet af aftenen.
Før i tiden hvis en af os var på dagpenge var det normalt en sprang over når det var deres tid til at give næste omgang, så de måske kun betalte en omgang hele aftenen.
Helt naturligt at løfte hinanden uden at udskælde, eller gøre som Caroline og løbe fra en regning hvilket i mine øjne er fucking kujon agtigt.
Da jeg boede i et bofællesskab betalte os der havde jo mere i husleje end dem der var på studie eller bare tjente mindre. Det gjorde mig ikke noget.
Tilbage da jeg fik mit første arbejde efter uni, så gav jeg tit mad eller øl. Når jeg var ude med en ven der stadig var på SU.
Mine ældste venskaber er fra da jeg var teenager/i tyverne, hvilket måske er grunden til at økonomi hos os aldrig har været et tabu. Jeg kommer også fra en familie, hvor indtægt svinger en del, og mange af vores “kan vi lægge sammen?”-gaver er “giv hvad du kan/har lyst til” medmindre der specifikt siges “150 kr per person”. Ingen har rigtigt udfordret den fremgangsmåde, og jeg ved faktisk ikke hvor mange, der har tænkt over, at den egentligt er lidt usædvanlig. JEG har, og jeg er fan!
På samme måde er der ikke et gaveniveau med mine venner, det eneste, vi opererer med er et lidt flydende gavemax. Vi er alle skruet sådan sammen, at vi intet elsker højere end “jeg så den her, og tænkte på dig!!!!”-gaver, og så er det ikke ultravigtigt om den er fra Nettos rodekasse eller Magasin.
Vennerne og jeg startede som sagt også et andet sted som teenagere. “Vil du med i byen på fredag?”, “Nej, jeg har ikke råd, sorry!”, “No worries, jeg har penge pt!”. Vi snakkede om det for nogle år siden (vi er sidst i 40’erne, start 50’erne nu), og deres vurdering er at det nok er mig, der har båret meget af venskabet rent økonomisk. Jeg er ikke sikker på, det er helt sandt, men selv hvis det er, så er det faktisk ikke noget, jeg har bidt mærke i. Jeg kunne så også sige “Selv hvis det er rigtigt, så er det faktisk den ene ting, jeg kan bidrage med efter jeg blev kronisk smertepatient. I kommer til gengæld konstant og gør alt muligt praktisk her, og I står altid for madlavning osv. Jeg har aldrig givet mere økonomisk end jeg kunne undvære, og jeg håber I kan sige det samme om både penge og arbejdsindsats”.
Kronikeraspektet har givet mig et lidt andet syn på verden efter over 15 år på det hold, der aldrig kan betale tjenester tilbage, og kun kan bidrage med lidt penge og meget taknemmelighed.
Det er meget, meget lettere at være den gavmilde, der giver end at være den, der altid modta’r. Jeg svinger meget ift hvor god jeg er til at be’ om hjælp, og selvom jeg er markant bedre end før jeg kom til skade, så er jeg stadig ikke god nok. Årsagen til dét er bl.a. at jeg har set hvad det gør ved mine medmennesker, når de ved, jeg aldrig kan betale en tjeneste tilbage. Og min virkelighed er at alt fra de nærmeste til bekendte og medarbejderen i Netto er villig til, helt uden at blinke, at hjælpe helt vanvittigt meget. Folk er så absurd gavmilde med tid, indsats og hjælp, og jeg vil simpelthen ikke drive rovdrift. Det mindste, jeg kan gøre som payback er at prøve at få bare styr på lidt af tingene selv fremfor bare at læne mig hjælpeløs tilbage.
Men … Ift. venskaber og økonomi, så er der også forskel på hvad man gør af ting. Hos os vil “vi betaler alle hvad vi kan for at vi kan få den her oplevelse sammen”-mentaliteten handle om hvem der køber ind eller hvem der giver bajere på byturen. Ordningen ville nok ikke holde, hvis vores samvær bestod i at tage på Michelinrestaurant hver fredag eller tøsetur til Ibiza. Vi er alle obs på at der hverken er energi- eller pengeoverskud, og typisk er det vildeste en koncert hist og her. Det er et par gange lykkedes mig at lokke en med på tur til udlandet i en uge med alt betalt af mig ved at jeg slog hårdt på, at jeg jo ikke ville tage afsted alene, og at jeg bare virkeligt gerrne ville dele oplevelsen med de her mennesker. Det var for øvrigt også sandt, og der blev nok kun en anden gang, fordi jeg aldrig smed “jeg betaler, så jeg bestemmer al!”-kortet! Alle er i forvejen også vant til at min krop dikterer hvor meget eller lidt, jeg kan være med til, så det har i forvejen været mig, der sætter tempoet de sidste 15 år, det blev det også i udlandet. Derfor synes jeg egentligt også som minimum at det er OK, jeg betaler størstedelen.
Men økonomi mellem venner og familie: Snak om det! Det er ikke farligt at sige “lydt fedt, men jeg har simpelthen ikke råd for tiden!” og se hvad der sker. Måske ta’r de afsted uden dig, måske omlægger de det til noget, hvor I alle kan være sammen. Men de har altså ikke en chance, hvis ikke man fortæller, hvad man slås med.
Jeg bor alene, single, har et fint job, og bruger ikke særlig mange penge – så jeg har bestemt ikke problemer med min privatøkonomi.
Økonomisk pressede venner og familie betaler jeg altid gerne for, men jeg er nok også i den boldgade, at hvis jeg ikke gad at betale for dem – så havde vi nok slet ikke en aftale med at tage i byen sammen alligvel.
Har ikke oplevet venner direkte forvente at jeg dækker noget, plejer at være mig selv der tilbyder – for jeg ønsker ikke de skal gå og bekymre sig, imens det slet ikke ændrer min hverdag om jeg har betalt for et enkelt måltid ekstra.
Jeg har en del venner gennem spil online, og hvis jeg hører at det er økonomien der stopper dem i at komme til f.eks. et meetup med resten af gruppen, så sørger jeg gerne for privat at tilbyde dem at dække turen, for hey, det er da også til glæde for mig at mine venner er med.
Dem der normalt er svære at hjælpe lidt økonomisk, får sgu et surprise Steam spil i jule- eller fødselsdagsgave, hvis der er noget godt på deres ønskeliste 😂
Tænk sig ikke at kunne klappe af, at det går godt for ens vennegruppe, fordi hun har begge hænder nede i deres lommer. Hendes hadesang må være Folkeklubbens “Fedterøv”.
Jeg har ingen fattige venner.
Eric, CEO
Lige børn leger bedst…
Jeg er også mere velbemidlet end mine venner. Det som bliver beskrevet i artiklen ville jeg blive provokeret af, hvis mine venner gjorde, fordi det er uærligt. Hvis man ikke har råd til det de andre vil lave, må man jo byde ind med et alternativ eller gå i dialog om ens grænser.
Med mine gode venner handler det jo om at være sammen, når vi endelig mødes. Ikke at gå på cocktailbar. Sidst spurgte en om vi ikke skulle spise hjemme hos ham i stedet for at tage ud, og det gjorde vi så, samtidig med at vi delte regningen for det mad han havde lavet. Jeg bidrager gerne mere, eller laver noget alle kan være med på, men gider ikke milimeterdemokrati eller fordelingsnøgler. Så hellere at alle giver en omgang og jeg giver to.